Aftenens skumring lagde sig som et fløjlsagtigt slør over København, da jeg, Emil Sørensen, stod i min lejlighed i Indre By og spekulerede på, hvordan jeg havde ladet mig overtale til dette eventyr. Det var alt sammen Katrines skyld – eller rettere konsekvensen af en tåbelig væddemål, som jeg i et anfald af overmod havde tabt. Katrine, min bedste veninde gennem mange år, havde en særlig evne til at lokke mig ud i situationer, der lå langt uden for min komfortzone. Denne gang havde hun overtalt mig til at ledsage hende til en eksklusiv maskefest i en gammel herregård ved kanten af Nordsjællands skove. Men det var ikke selve festen, der fik sveden til at perle på min pande – det var det kostume, hun havde udvalgt til mig.
Forberedelserne: En handling af hengivelse
Katrine havde brugt dage på at sammensætte det perfekte outfit, og da hun præsenterede det for mig, mærkede jeg varmen stige til kinderne. „Du skal være en venetiansk kurtisane,“ erklærede hun med et glimt i øjnene, der ikke tillod modsigelse. Kostumet var et mesterværk af overdådighed: en gulvlang kjole af dybsort fløjl, der sad tæt om overkroppen og fremhævede min talje med et korset af skinnende, vinrød silke. Ærmerne var af tynd blonde, der svævede som et slør ved hver bevægelse, og den dybe udskæring var dekoreret med fine guld-broderier, der glimtede som stjerner i natten. Skørtet faldt i bløde bølger ned til gulvet, men en dristig slids i siden afslørede mit ben op til midten af låret ved hvert skridt.
Dertil kom strømper af sort blonde, besat med små rhinsten, og holdt oppe af sarte strømpeholdere. Undertøjet – et sæt af sort satin bestående af en push-up-bh og en knapt skåret trusse – føltes uvant sensuelt. Katrine insisterede på, at jeg skulle bære højhælede sandaletter, hvis remme snoede sig som slanger om mine ankler. „Du må øve dig i at gå, Emil,“ sagde hun, mens jeg vaklende tog mine første skridt. Et halsbånd af sort læder, pyntet med en guldfarvet vedhæng i form af en maske, lå tæt om min hals, og om håndleddene bar jeg matchende armbånd, der klirrede let ved hver bevægelse.
Kronen på værket var en overdådig paryk af lange, kastanjebrune lokker, gennemflettet med perler og små guldfarvede ornamenter. Katrine havde fastgjort den med en særlig lim, så den sad bomfast, selv ved vilde bevægelser. „Vi vil jo ikke have, at din hemmelighed bliver afsløret,“ sagde hun med et drillende smil, mens hun lagde makeup på mig. Hun påførte en dramatisk makeup: mørk eyeliner, der fik mine øjne til at ligne en kats, skinnende øjenskygge i guld- og bronzetoner og en dybrød læbestift, der gjorde mine læber fyldige og forførende. Falske øjenvipper og et let lag rouge fuldendte looket. „Du er en vision,“ hviskede hun, da hun trådte et skridt tilbage for at beundre sit værk.
Men Katrine var ikke færdig. Med en blanding af omhu og provokation barberede hun hele min krop, inklusive intimområdet, og smurte mig ind i en duftende lotion, der lugtede af sandeltræ og jasmin. Hendes fingre gled blødt over min hud, og da hun smurte det følsomme område omkring min anus ind, mærkede jeg en prikken, jeg ikke kunne ignorere. „Det skal være grundigt,“ mumlede hun, og jeg kunne høre smilet i hendes stemme, mens hendes berøringer dvælede længere, end nødvendigt. Til min overraskelse – og ubehag – afsluttede hun med at låse et sølvfarvet kyskhedsbælte om mig, sikret med en lille lås. „Bare for en sikkerheds skyld,“ sagde hun med et blink. „Vi vil jo ikke have, at du bliver distraheret.“
Katrines forvandling: Den mystiske fremmede
Mens jeg følte mig som en figur fra et historisk drama i mit overdådige kostume, havde Katrine valgt et kontrastfuldt outfit. Hun gled ind i rollen som en mystisk gentleman, klædt i en skræddersyet frakke af dybblåt fløjl, der fremhævede hendes slanke figur. En sort silkevest og en stivet hvid skjorte med en slipse af skinnende silke gav hende en aristokratisk aura. Hendes bukser var tætsiddende og sluttede i polerede lædersko. I stedet for makeup bar hun en simpel, sort halv-maske, der fremhævede hendes øjne og gav hende et strejf af mystik. Hun havde gemt sit korte hår under en paryk af glat, sort hår, som hun havde kæmmet stramt tilbage. „Jeg er din ledsager, Signore Emil,“ sagde hun med overdreven accent og en galant buk, der fik mig til at le, trods min nervøsitet.
„Glem ikke, du lovede at spille din rolle,“ mindede hun mig om, mens vi gjorde os klar. Hun rakte mig en lille, fløjlsbetrukket clutch, der lige akkurat havde plads til en lighter, en pakke cigaretter og et lommetørklæde. Mine sædvanlige ejendele – pung, nøgler, telefon – stoppede hun i sin jakkelomme. „I aften er jeg chefen,“ sagde hun med et smil, der var både legende og bestemt. Hun satte sig bag rattet i min sølvgrå Volvo, og jeg tog plads på passagersædet, hvor det stramme korset tvang mig til at sidde rank, mens vi kørte gennem Københavns nat mod Nordsjælland.
Herregården: Et palads af hemmeligheder
Herregården, som var vores destination, lå gemt bag en allé af gamle egetræer, hvis grene bøjede sig som beskyttende arme over vejen. Bygningen var et mesterværk af gotisk arkitektur med høje spidsbuevinduer, der lyste varmt, og små tårne, der ragede op mod nattehimlen. Forpladsen var fyldt med luksusbiler – Porscher, Bentleyer og en iøjnefaldende rød Ferrari sprang i øjnene. Stemmernes summen fra gæsterne nåede udenfor, ledsaget af tonerne fra et strygekvartet, der spillede Vivaldi.
Katrine overrakte vores invitationer til dørmanden, en mand i livré, og vi trådte ind. Balsalen var et skue af dekadence: krystallysekroner kastede funklende reflekser på væggene, der var prydet med fresker af mytologiske scener. Gæsterne bar kostumer, der spændte fra barok pragt til avantgarde-ekstravagance. En kvinde i en påfuglefjerskjole svævede forbi os, mens en mand i en gylden ridder-rustning dansede med en maskeret ledsagerinde. Luften var tung af parfume, champagne og en underliggende spænding, der knitrede som elektricitet.
Jeg mærkede blikkene på mig, da vi gik gennem mængden. Min kjole glimtede i lyset, og hælene på mine sandaletter klaprede mod marmorgulvet. Katrine lagde en hånd let på min ryg, en gestus, der var både beskyttende og besiddende. „Slap af, Emil,“ hviskede hun. „Du ser ud som en gudinde.“ Men jeg følte mig alt andet end guddommelig – snarere som en fremmed i en verden, der var mig ukendt. Mit mål var at finde en stille krog så hurtigt som muligt, måske med et glas champagne i hånden, og komme igennem aftenen så ubemærket som muligt.
Et skjul i skyggen
Jeg opdagede en niche bag et tungt fløjlsgardin, flankeret af en antik marmorstatue. „Jeg bliver her,“ mumlede jeg til Katrine, som nikkede og med et „Jeg finder dig senere“ gled ind i mængden. Jeg lænede mig mod den kølige væg, clutch’en tæt i hænderne, og iagttog festen. En mand i piratkostume med en øjenklap flirtede med en kvinde i en skarlagenrød flamencokjole, hvis vifte flagrede som en sommerfugl. En gruppe maskerede skikkelser stod i en halvkreds og lo af en vittighed, jeg ikke kunne høre. Musikken skiftede til en langsom vals, og par begyndte at svinge i takt.
Katrine var snart opslugt af mængden; sidst jeg så hende, var hun sammen med en gruppe gæster – to kvinder i overdådige renæssancekjoler og en mand i et Fantomet-i-Opera-kostume. En mærkelig tanke slog mig: Hvad hvis Katrine morede sig i et af herregårdens mange siderum? Forestillingen om, at hun var intim med en fremmed, sendte en kriblen gennem mig, som jeg ikke helt forstod. Kyskhedsbæltet, der låste min manddom inde, forstærkede denne følelse, da min krop forgæves forsøgte at reagere på fantasien.
Mødet: Skygger af autoritet
Jeg var så opslugt af mine tanker, at jeg ikke lagde mærke til de tre mænd, der nærmede sig, før de stod lige foran mig. De bar uniformer, der lignede en specialenheds – sorte kevlarveste, tætsiddende bukser og tunge støvler, der knaldede ved hvert skridt. Deres ansigter var skjult bag halv-masker, der kun efterlod øjne og mund frit. Anføreren, en mand med brede skuldre og et gennemborende blik, tiltalte mig: „Du er ledsageren til gentlemannen i den blå frakke, ikke sandt?“
Jeg nikkede tøvende, mit hjerte begyndte at slå hurtigere. „Hvad er der galt?“ spurgte jeg, min stemme knap en hvisken. Manden trådte nærmere, hans tilstedeværelse overvældende. „Din ledsager har begået en forseelse. Han forsøgte at stjæle en værdifuld genstand fra værtens samling. Du skal følge med os for at klarlægge sagen.“
„Det må være en fejl,“ stammede jeg, men før jeg kunne protestere yderligere, greb de to andre mænd mig i armene. Deres greb var fast, men ikke brutalt, og de førte mig gennem en sidedør, jeg ikke tidligere havde bemærket. Vi steg ned ad en snoet trappe, der førte til en svagt oplyst kælder. Luften var kølig og lugtede af gammel sten og noget metallisk. En tung jernlåge blev åbnet, og jeg blev skubbet ind i et rum, der lignede et middelalderligt fangehul – nøgne stenmure, et par fakler, der kastede flakkende lys, og et massivt træbord i midten.
Konfrontationen: Et farligt tilbud
En fjerde mand ventede allerede i rummet. Han var enorm, med muskler, der tegnede sig under hans uniform, og en maske, der helt dækkede hans ansigt, bortset fra to glødende øjne. „Din ledsager har tilstået,“ begyndte han, hans stemme dyb og rungende. „Han forsøgte at stjæle et gyldent amulet fra samlingen. For at undgå en anmeldelse tilbød han, at du tager straffen for ham.“
Jeg blev svimmel. „Hvilken straf?“ spurgte jeg, min stemme dirrede. Mændene lo lavmælt, en lyd som en kold vind over min hud. Anføreren trådte frem, hans maske glimtede i fakkellyset. „På en aften som denne er straffen… af personlig karakter. Vi har visse præferencer, og din ledsager forsikrede, at du er villig til at opfylde dem.“
„Og hvis jeg nægter?“ spurgte jeg, skønt jeg anede svaret. „Så skal din ledsager betale en bøde på 150.000 kroner – kontant, inden i morgen middag.“ Min mave snørede sig sammen. Så mange penge havde vi ikke, og udsigten til at forhandle i dette rum mod fire mænd var håbløs. „Hvad kræver I præcist?“ hviskede jeg, min hals tør.
Anføreren smilede, hans tænder blinkede. „Vi er mænd med… særlige lyster. Og du, i dit smukke kostume, er præcis, hvad vi ønsker. Lad os ikke spilde tiden.“ Før jeg kunne reagere, havde de omringet mig. Mine hænder blev bundet med reb, der blev trukket gennem ringene på mine armbånd og fastgjort til kroge i loftet. Min kjole blev løftet, slidsen afslørede mine ben, og jeg stod der, udsat og skælvende.
Overgivelsen: En dans af underkastelse
Hvad der fulgte, var en hvirvel af kontrol og hengivelse. Anføreren greb min hage, tvang mig til at se ham i øjnene. „Du skal tjene os,“ sagde han, hans stemme et mørkt løfte. „Jo mindre du modstår, jo behageligere bliver det for dig.“ Som demonstration slog han mig let på kinden, en prikkende smerte, der overraskende ophidsede mig. De andre mænd lo, mens de fjernede min tøj stykke for stykke, indtil jeg kun stod i blondestrømperne, sandaletterne og kyskhedsbæltet.
De justerede rebene, så jeg knælede på et blødt tæppe, der skånede mine knæ. Mændene kastede deres uniformer, deres kroppe muskuløse og skinnende i fakkellyset. Jeg mærkede varmen fra deres blikke, da de stillede sig omkring mig. „Åbn munden,“ beordrede anføreren, og jeg adlød, drevet af en blanding af frygt og en mærkelig, voksende ophidselse.
De tog mig i besiddelse, deres hænder udforskede min krop, mens deres lemmer skiftevis fyldte min mund. De var krævende, men ikke brutale, og med hvert stød svandt min modstand. Den ydmygelse, jeg havde forventet, vekslede til en mørk lyst, der overraskede mig. De trængte ind i min bagdel, deres bevægelser rytmiske og lettet af rigeligt med glidecreme. Først var smerten overvældende, men snart forvandledes den til en pulserende ophidselse, der gennemstrømmede min krop.
„Du er et naturtalent,“ knurrede en af mændene, mens han greb mine hofter. Jeg stønnede ufrivilligt, min stemme dæmpet af lemmet i min mund. De lo, opmuntret af min reaktion, og intensiverede deres bevægelser. Jeg mistede mig selv i ekstasen, mine sanser overvældet af deres berøringer, deres lugt, deres smag.
Klimakset: En storm af sanser
Til højdepunktet stillede de sig omkring mig, deres hænder på deres lemmer, indtil de en efter en sprøjtede på mig. Varme strømme ramte mit ansigt, min hals, mit bryst, og jeg tog det med en mærkelig hengivelse. De kaldte mig deres „kurtisane,“ deres „nattens slave,“ og jeg mærkede, hvordan jeg gik op i deres ydmygelse. Da de var færdige, løsnede de mine reb og hjalp mig op. „Du har tjent godt,“ sagde anføreren. „Straffen er betalt.“
De forlod rummet, og jeg blev tilbage, min krop skælvende af udmattelse og en mærkelig tilfredsstillelse. Kort efter åbnede lågen, og Katrine trådte ind, hendes maske taget af, hendes ansigt bekymret. „Emil, er du okay?“ spurgte hun. Jeg nikkede, ude af stand til at indrømme sandheden – at jeg havde nydt det. Hun smilede pludselig, et vidende glimt i øjnene. „Jeg vidste, du havde det i dig,“ sagde hun. „Dette var min gave til dig – en nat, hvor du kunne overskride dine grænser.“
Det gik op for mig, at hun havde planlagt det hele. Men i stedet for vrede følte jeg en mærkelig taknemmelighed. Jeg ville få hende til at betale – men på min måde, i en nat, hun aldrig ville glemme.
0 Comments